Ny bestyrelsesformand blæser til kamp for klimaet

Brancheforeningen AKB har valgt en ny formand. Den nye formand hedder Christian Ildor, der er direktør for Kalundborg Køleservice og er en kendt person i kølebranchen.

Christian Ildor overtager posten som formand for AKB i en tid, hvor kølebranchen er på vej ind i en større omstilling. EU har besluttet, at stort set alle de kølemidler, vi kender i dag skal udfases for at modvirke global opvarmning. Det betyder at rammebetingelserne for at drive kølefirma i disse år ændrer sig voldsomt.

” Vi har udsigt til noget af en flaskehals fordi rigtig mange køleanlæg skal udskiftes eller omstilles til noget mere klimavenligt. Og vi kan komme i en situation, hvor vi slet ikke kan vedligeholde de køleanlæg, som findes mange steder i dag. Det er en kæmpe udfordring for hele samfundet. Man skal huske på, at der er køleanlæg overalt; i supermarkederne, i industrien, i transportsektoren og hos private for blot at nævne nogle.”

Christian Ildor er uddannet maskinmester, har sejlet med Lauritzens køleflåde, arbejdet som salgsingeniør i kølegrossistledet og startet eget kølefirma i 1996.

Jeg har sagt ja til at blive formand for AKB, fordi jeg mener, jeg kan gøre en forskel for branchen

Christian Ildor

I de mere end 20 år Christian Ildor har drevet selvstændig virksomhed, har mange opgaver netop handlet om ændring af køleanlæg tilpasset til de nuværende og mere klimavenlige kølemidler. Som fagmand har Christian gennem sine mange års erfaring en bred viden om både tekniske og økonomiske udfordringer i at drive kølevirksomhed i Danmark.  Desuden har Christian deltaget i brancheforeningsarbejdet som bestyrelsesmedlem, såvel i AKB som i Danske Køledage.

”Jeg har sagt ja til at blive formand for AKB, fordi jeg mener jeg kan gøre en forskel for branchen. Situationen i dag minder på mange måder rigtigt meget om udfasningen i midten af 1990´erne, hvor hullet i ozonlaget blev opdaget. I dag er der bare et krav om udfasning med voldsomt forøget hastighed og kompleksitet. På toppen af det har vi som branche en udfordring med at rekruttere uddannet arbejdskraft. Så der er masser af udfordringer at tage fat på som ny formand. Jeg kan bringe min erfaring med ind i samarbejdet og jeg glæder mig til samarbejdet med alle aktørerne, bestyrelsen og direktøren,” slutter Christian Ildor
Om udfasningen af kølemidler
Udfasningen af de klimaskadelige kølemidler, de såkaldte F-gasser, er fastlagt i en EU-forordning på baggrund af anbefalinger fra IPCC. Efter 2020 må der ikke opstilles nye anlæg, der bruger disse kølemidler og efter 2030 må anlæg med disse kølemidler heller ikke længere serviceres.
Der findes en række alternative, naturlige kølemidler med ingen eller kun meget lille betydning for den globale opvarmning. For eksempel ammoniak eller CO2. I mange tilfælde kan eksisterende køleanlæg ombygges til mere miljøvenlige kølemidler, hvilket kræver omfattende teknisk indsigt i såvel anlæg som kølemidler.  

Dette site benytter cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her >

OK