AKB støtter ikke forslag om ny godkendelsesordning for varmepumper og anden vedvarende energi

AKB har valgt ikke at støtte et forslag til en ny, obligatorisk godkendelsesordning for varmepumper og anden vedvarende energi, fordi forslaget ser stort på køletekniske kompetencer og er for uambitiøst. AKB mener ikke, det er nok bare at gøre VE-godkendelsesordningen obligatorisk. Der må også stilles krav om højere kompetencer, hvis kvaliteten i installation af varmepumper skal op.

I 2013 blev den såkaldte VE-godkendelsesordning (VE-G) indført. Ordningen indebærer, at man kan blive registreret som godkendt installatør af vedvarende energianlæg til boliger - herunder varmepumper.

Hensigten med ordningen er, at sikre en bedre kvalitet i VE-installationerne ved at gøre det synligt for boligejerne, hvilke virksomheder der er godkendt til det.  

Lovbekendtgørelsen om ordningen er skræddersyet til at gøre især vvs- og elinstallatører VE-godkendte selvom de ikke nødvendigivs har de store forudsætninger for at arbejde med køle-/varmepumper, hvilket AKB allerede tilbage i 2012 gjorde indsigelse imod.

VE-G er frivillig og har kun fået tilslutning fra cirka 1% af virksomhederne på markedet.

Samtidig viser en evaluering fra Teknologisk Institut, at der er fejl i 85% af installationerne af et antal varmepumper som instituttet har undersøgt.

Der er med andre ord et massivt problem med kvaliteten i det installationsarbejde, der er udført med varmepumper.

På den baggrund har Energistyrelsen sammen med en række organisationer arbejdet frem mod en ny organisering af VE-G. Blandt andet igennem en omlægning af Varmepumpeordningen, men også med mulighed for at gøre VE-G obligatorisk.

Arbejdet som AKB har deltaget i sammen med blandt andet Tekniq, Arbejdsgiverne og Dansk Byggeri, er mundet ud i en enighed om, at anbefale at gøre VE-G obligatorisk for virksomheder, der vil sætte varmepumper og anden VE-teknologi op.

Kølemontører og lovkrav måtte ikke komme med i anbefalinger til politikkerne
Men her hører enigheden så op.

I det forslag, som nu er på vej til Energiministeren og nogle energipolitiske ordførere, var det ikke muligt for AKB at få
synliggjort, at alene det at benytte installatører med viden om og uddannelse indenfor køleteknik, har potentialet til at løfte kvaliteten indenfor varmepumper. 

Noget tilsvarende gælder AKBs ønske om at gøre opmærksom på den lovgivning, der gælder for varmepumper med f-gasser. Men heller ikke dette var det muligt at få en synlig placering af.


Det siger jo egentlig sig selv, at man som virksomhed skal overholde loven, men sådan er det i praksis ikke gået indenfor varmepumper. Lovgivningen om f-gasser bliver ikke taget tilstrækkeligt seriøst når det gælder varmepumper og kendskabet er lavt. Derfor kunne det give mening også at indarbejde lovkravene i en VE-G.

Heller ikke AKBs forslag om at kræve måling af energieffektiviteten i de installerede varmepumper, fandt opbakning.

AKB har derfor vurderet at forslaget om en ny VE-G samlet set ikke vil være en tilfredsstillende løsning, og AKB har på den baggrund valgt ikke at være medunderskriver af forslaget.

Vi vil naturligvis forfølge sagen.

Dette site benytter cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her >

OK