Medlemsaktiviteter

Chillventa 2026

Chillventa 13.-15. oktober 2026

Kære medlem af Dansk Køl & Varme
Så er det tid til at tilmelde sig turen til Chillventa messen i Nürnberg.
Messen åbner tirsdag den 13. oktober kl. 9:00 og slutter torsdag den 15. oktober kl. 18.00

Deadline for reservation at hotelværelse og tilmelding til medlemsmiddag på Chillventa:
Den 25. august 2026 kl. 12:00

I den forbindelse har vi to tilbud til dig:

Overnatning;
Dansk Køl & Varme har reserveret et antal hotelværelser på Living Hotel i Nürnberg fra den 12. til den 15 oktober 2026. Der er reserveret 8 stk Single room Business og 20 Single room Business Plus.
Værelserne koster EUR 320,00 pr overnatning single room Business eller 335,00 pr. overnatning single room Business Plus pr. person inkl. morgenmad ekskl. moms.
Adressen er: Living Hotel Nürnberg GbR
Obere Kanalstrasse 11, 90429 Nürnberg

Medlemsprogram:
Onsdag 14. oktober 10.00-17.00
Rundvisning til medlemmer på messen (kræver ikke tilmelding)
Vi har fået tilsagn fra en række medlemmer som udstillere på Chillventa om, at de gerne vil indgå i medlemsprogrammet. På besøgene hos de enkelte stande vil du blive præsenteret for nyheder og andre produkter, som udstilleren har med på messen.
Da vi i år har dobbelt så mange stande tilsluttet medlemsprogrammet, vil nogle af dem foregå samtidig. Vi vil senere offentliggøre et program så du kan se, hvilke stande du kan vælge på de enkelte tidspunkter, men du kan glæde dig til muligheden for at besøge de følgende (i alfabetisk rækkefølge):

  • Advansor, leverandør
  • Ahlsell/Refra, grossist/leverandør
  • Beijer Ref/H. Jessen Jürgensen, grossist
  • Buus Køleteknik, leverandør
  • Danfoss, leverandør
  • Daugaard Elektronik, leverandør
  • Fisher Kälte og LG, grossist/leverandør

 
Onsdag 14. oktober klokken 19.00
Medlemsmiddag på Block House. Kræver tilmelding.
Vi byder på middag på Block House, der er en god restaurant med klassiske retter og godt kød. Det er samme sted som ved sidste Chillventa, så hvis du var med ved den lejlighed, er der udsigt til et glædeligt gensyn.

Transport til og fra Nürnberg, til og fra messen og forplejning er for egen regning.
Dansk Køl & Varme sender faktura for overnatning efter turen.

 

Hotelreservation og medlemsmiddag

Klik på "Reservér nu" og udfyld formularen med dine kontaktoplysninger, ønsket værelsestype samt ankomst- og afrejsedato. Tilmelding til medlemsmiddagen på Block House sker i samme formular.

 

Reservér nu

 

 

Årsmøde 2026

Programmet vil blive offentliggjort her!

EuroSkills 2025

EuroSkills 2025 var en fantastisk begivenhed

Den 9.–13. september 2025 deltog vi i EuroSkills i Herning, hvor vi havde en stand for at repræsentere kølebranchen.

EuroSkills er det officielle europæiske mesterskab for unge fagprofessionelle. Omkring 600 talentfulde unge fra hele Europa konkurrerede om mesterskabsmedaljer i 38 forskellige fag – og køleteknik var naturligvis ét af dem.

Vores mål var at sætte fokus på køleteknikeruddannelsen – hvorfor den er både relevant, fremtidssikret og afgørende for den grønne omstilling. Der var stor interesse ved vores stand, både fra unge, forældre, fagfolk og andre nysgerrige på fremtidens fag.

På standen delte vi materiale om faget og uddannelsesforløbet, og vi fremhævede især den vigtige rolle, køleteknikere spiller i forhold til klima og energieffektivitet. Vi havde også besøg af TEC, Den Jyske Håndværkerskole og lærlinge fra LOWENCO A/S, SA-AL Køleteknik og HVAC-Engineering A/S. De fortalte, hvorfor de havde valgt uddannelsen, og hjalp mange af de besøgende i rørbukningskonkurrencen.

Vi var desuden så heldige, at vores stand lå lige ved siden af konkurrencen i køleteknik. Derfor kunne vi følge med helt tæt på og heppe på Nicolai Rosted Callesen, der repræsenterede Danmark i køleteknik og konkurrerede mod Europas dygtigste. Nicolai endte på en flot femteplads og modtog en Medal of Excellence for sin præstation med over 700 point.

Du kan læse to interviews med Nicolai og hans træner, Peter Hørning, i branchebladet temp. Her fortæller Nicolai om sin oplevelse af at deltage i konkurrencen, sin træning og sine forventninger til selve præstationen – klik her

 

 

Køle- og Varmepumpeforum 2025

IDA lagde igen i år flotte lokaler til afholdelse af Køle- og Varmepumpeforum 2025 i hjertet af København. Det blev afholdt torsdag d. 15. maj 2025. I løbet af dagen blev der afholdt 15 forskellige oplæg fordelt på to spor, som deltagerne frit kunne vælge imellem. Det ene spor ’10th international symposium’ bestod af en række forskningsrelaterede oplæg, mens det andet spor ’2025 updates’ var industritekniske oplæg. IDA sørgede for lækker forplejning under hele konferencen, og deltagerne havde rig mulighed for at netværke på kryds og tværs i alle pauserne.

Dansk Køl & Varme arrangerede konferencen i samarbejde med Dansk Køle - og Varmepumpeforening, Teknologisk Institut og DTU Construct.

Bjarke Møller: I er en del af løsningen, men I bliver set som en taber-industri i øjeblikket

Det første oplæg blev afholdt af Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling. Dansk Køl & Varme fik lov til at interviewe ham efter hans oplæg om varmepumpers potentiale og betydning i omstillingen til et fossilfrit energisystem. Vi var nysgerrige på, hvordan han konkret ser, at kølebranchen kan lykkes med den grønne omstilling – og hvad der skal til.

Et af de centrale områder, Bjarke Møller fremhæver, er den skæve fordeling af statens støtteordninger. Biomasse og biogas modtager massiv støtte sammenlignet med varmepumper, som ifølge ham stadig er underprioriteret både politisk og økonomisk.

Man skal tænke i flere støtteordninger, der kan betale for de høje startomkostninger, altså give folk et højere tilskud til at købe varmepumper. Det kan også være, at man etablerer en billig lånemodel, således at folk kan se, at når de kommer over de første seks-syv år, bliver det en overskudsforretning,” forklarer Bjarke Møller.

Her understreger Bjarke Møller, at det ikke kun handler om at give mere støtte, men at pengene bliver brugt rigtigt:

”Hvis vi kigger på finansloven, giver vi omkring 111 millioner kroner i støtte til varmepumper, mens biogas får over 3 milliarder kroner om året. Det er ikke fornuftigt rent økonomisk. Vi bliver nødt til at kigge på de støtteordninger, der i dag underminerer muligheden for at elektrificere vores varmeforsyning og få en mere balanceret form for støttepolitik.”

Samtalen falder også på, hvem der egentlig har ansvaret for at få varmepumper og anlæg med naturlige kølemidler højere op på den politiske dagsorden. For Bjarke Møller er det tydeligt, at branchen selv skal tage mere styring – særligt når det gælder kommunikation og synlighed.

Konkret peger Bjarke Møller på vigtigheden af at tage tyren ved hornene og nedbryde de fordomme, der stadig hænger ved – særligt omkring varmepumper eller køleanlæg.

Folk forbinder ofte varmepumper med nogle grimme kasser, der sikkert også larmer, fordi det har de hørt et sted. Men de larmer faktisk ikke mere end moderne køleskabe. Køleteknologien for fx vores køleskabe har udviklet sig markant de seneste år, men mange har stadig en forestilling om varmepumper som støjende apparater, der ødelægger oplevelsen af fuglesang i haven. Det er en historie fra fortiden.”

Bjarke Møllers udtalelse er et klart opråb til os i køle- og varmepumpebranchen: Vi skal blive bedre til at bruge storytelling og vise politikere, slutbrugere og medier, at vi både vil og kan bidrage til den grønne omstilling med mindre klimabelastende løsninger.

”I som foreninger bør blive dygtigere til at fortælle de rigtige historier om, hvad I faktisk leverer. Kom lidt ud af ingeniør-loopet, og tal strategisk til politikerne om, hvorfor I kan gøre en kæmpe forskel i den her omstilling. Der er ikke nogen af politikerne, der overhovedet fokuserer på varmepumper i denne diskussion. I er marginaliserede og bliver set som en taber-industri i øjeblikket. I skal ind på vinderholdet og det kræver en anden tilgang. Det ses på støtteordningerne.”

ESG-rapportering

Der er sket væsentlige ændringer, siden Dansk Køl & Varme indgik samarbejde med Beijer Ref Denmark (H. Jessen Jürgensen) og Habitura ESG om et ESG-forløb for vores medlemmer.

I februar 2025 fremlagde EU-Kommissionen et forslag, der skal lette kravene til virksomhedernes ESG-rapportering. Formålet er at reducere rapporteringsbyrden for især små og mellemstore virksomheder. Det betyder, at ESG-kravene bliver mindre omfattende for omkring 2.000 danske virksomheder, og at flere deadlines og ikrafttrædelsesdatoer forventes udskudt med op til to år.

I Dansk Køl & Varme mener vi fortsat, at ESG er et vigtigt område – kravene er ikke aflyst, blot udskudt.

Derfor vælger vi at afvente den videre udvikling og har i øjeblikket ikke planlagt et nyt ESG-forløb.

Vi følger situationen tæt og vender tilbage med nyt, når der er mere klarhed.

Medlemstilbud: ESG Forløb

Medlemstilbuddet er et samlet ESG forløb, der er designet til at give jer den bedste start på ESG arbejdet. Forløbet består af et webinar, en strategidag og en særlig medlemspris på et fortsat samarbejde med rådgivningsvirksomheden Habitura. Du kan se en samlet oversigt over, hvad der indgår i medlemstilbuddet her: Oversigt ESG Forløb.

Webinar

Webinaret giver dig en introduktion til hvorfor ESG er vigtigt, og anbefalinger til hvordan man bedst griber processen an. Webinaret blev afholdt d. 7 januar, men du kan se eller gense det her: ESG Webinar

ESG Strategidag

Strategidagen er en praktisk orienteret arbejdsdag, hvor man bliver vejledt gennem de grundlæggende trin i ESG-arbejdet, og anvendelsen af det program, der stilles til rådighed af vores samarbejdspartner Habitura. Til strategidagen kommer I til at påbegynde ESG arbejdet med udgangspunkt i jeres virksomhed. Det betyder, at når dagen er omme går I derfra med strategiplan, som I enten kan arbejde videre med selv, eller bruge i et videre forløb med Habitura.

Du kan læse mere om strategidagene i invitationen her: Invitation ESG Strategidage. OBS! der kommer en ny runde af strategidage, skriv dig op på ventelisten for at høre mere.

Vil du vide mere om den software Habitura har udviklet, så kan du læse mere her.

Videre forløb

Efter strategidagene, kan du selv vælge, om du vil fortsætte med forløbet. Alt efter hvad dine behov er, kan du vælge en lille eller stor pakke (disse er beskrevet i dokumentet "Oversigt ESG forløb"). Hvis du vælger ikke at fortsætte forløbet, får du dit arbejde fra strategidagene i et excelark, som du selv kan arbejde videre med.

 

Det videre forløb er for egen regning. Habitura har dog lavet en særlig medlemspris på abonnement til softwaren og rådgivning. Priserne skal du logge ind for at se.

ESG står for Environment, Social, and Governance og refererer til virksomheders strukturerede arbejde med miljø, sociale forhold og god ledelse som mål for bæredygtighed og ansvarlighed.

Venteliste til ESG Strategidage

Dine oplysninger




Firmanavn

Kom godt igang med ESG

SMV’er møder nu stigende krav fra store kunder om bæredygtighed og ESG-data – noget der kan afgøre både samarbejde og fremtidige forretningsmuligheder. Derfor har Dansk Køl & Varme besluttet at starte et nyt medlemstilbud op i 2025.

Dansk Køl & Varme kan i samarbejde med Beijer Ref Denmark, herunder H. Jessen Jürgensen, og Habitura ESG, tilbyde et nyt ESG forløb.
ESG forløbet består i første omgang af et indledende webinar og et efterfølgende kursus. ESG forløbet er designet til at give dig og din virksomhed de bedste forudsætninger for at komme godt igang med at arbejde med ESG. Det indebærer eksperthjælp og vejledning, samt brugervenligt software der kan lette ESG-arbejdet for jer.

Vil du læse mere om ESG-medlemstilbud, kan du klikke her.