Garantiordningen for medlemsvirksomheder
Som medlem af Dansk Køl & Varme er din virksomhed automatisk omfattet af garantiordningen, uden at det koster dig ekstra.
Garantiordningen er oprettet, så din virksomhed kan vise fremtidige kunder, at det er en fordel at vælge en virksomhed, der er medlem af Dansk Køl & Varme.
Ved at vælge en virksomhed, der er medlem af Dansk Køl & Varme, sikrer din kunde sig nemlig, at forudbetalt arbejde vil blive udført, selv hvis virksomheden skulle være nødt til at ophøre eller ikke kan fuldføre sine forpligtelser. Garantiordningen er derfor et godt salgsargument for at vælge din virksomhed fremfor andre.
Vi har forbedret garantiordningen på flere områder:
- Ordningen dækker nu også ved uforudsete hændelser, som f.eks. langtidssygemelding i en enkeltmandsvirksomhed.
- Garantibeløbet pr. sag er hævet fra 50.000 kr. til 75.000 kr.
- Ansøgningsfristen er udvidet fra 6 til 12 måneder.
Du kan snart læse mere om de nye forbedringer i en artikel i vores brancheblad temp for juni.
Vedtægterne for garantiordningen kan du finde her.
Orienteringsdokument til jeres kunder
For at støtte jer i salgsarbejdet har vi udarbejdet et orienteringsdokument, som I kan vedlægge sammen med jeres tilbud og salgsmateriale. Dokumentet gør det nemt for kunden selv at læse om garantiordningen, og på den måde er det ikke nødvendigt for jer at tage dialogen om garantiordningen. Det kan være med til at give jeres kunder et signal om ansvarlighed og en oplevelse af at være i trygge hænder, hvis noget uventet skulle ske.
Vi har udarbejdet to versioner, som I kan bruge:
Logo
Dansk Køl & Varme har designet et logo, som du kan bruge på din bil eller hjemmeside for at vise kunderne, at de er garanteret den service, de har betalt for. Logoet supplerer Dansk Køl & Varmes almindelige logo og behøver ikke erstatte det. Vi anbefaler, at du bruger begge logoer for at signalere både tryghed og vores tre grundværdier: kvalitet, lovligt arbejde og grøn omstilling.
Du finder logoet nederst på hjemmesiden (kræver log-in) eller kan få tilsendt klistermærker ved at kontakte sekretariatet på info@koeleteknik.dk.
Godkendelsesudvalget
Det er Garantiordningens Godkendelsesudvalg, der står for at vurdere og godkende de erstatningsansøgninger, der bliver sendt til Dansk Køl & Varme. Udvalget består af de tre afbildede herrer nedenfor (fra venstre): Palle Jørgensen, Stig Nilsson og Ulrich Basse.
Ulrich Basse, Sales Director i H. Jessen Jürgensen, er blevet valgt som formand, og han er meget positiv over for at skulle stå i fronten for Dansk Køl & Varmes garantiordning. Den er en god tryghed for kunderne, siger han.