Palle Jørgensen sender sine varmeste anbefalinger til bestyrelsesarbejdet i Dansk Køl & Varme

Der er valg til bestyrelsen i Dansk Køl & Varme ved generalforsamlingen d. 6. november. Nuværende bestyrelsesmedlem Palle Jørgensen genopstiller ikke til bestyrelse, men det er IKKE, fordi han har en finger at sætte på bestyrelsesarbejdet. Tværtimod, fortæller han. 

- Dem, der sidder er bestyrelsen er kompetente og dygtige, og det er en fornøjelse at være med til de møder, vi har. Det er en professionel bestyrelse, som følger alle de regler, der gælder for bestyrelsesdrift. Det bliver der gjort meget ud af i Dansk Køl & Varme: De lovgivningsmæssige forhold skal være helt på plads, udtaler Palle Jørgensen. 

Han tilføjer dog, at man ikke skal stille op stil bestyrelsen, hvis man ikke er villig til at bidrage. 

- Man skal være villig til at deltage i møderne og bidrage til dikussionerne, for dem er der mange af. Mange gode diskussioner. Men hvis ikke du får læst referaterne og dagsordenen, så sidder du bare og udfylder en plads. Men GØR man det; forbereder sig og er på, så får man meget ud af det. 

Palle Jørgensen har bl.a. fået et særligt indblik i, hvordan branchen hænger sammen: både med skolerne, efteruddannelse og det store netværk, der findes inden for kølebranchen, fortæller han. 

- Mange har jo været i det samme firma i mange år, og verden er lige pludselig stor, når man kommer ind i den verden, man lærer at kende gennem bestyrelsesarbejdet. For mig har det givet en forståelse for, hvorfor man ikke bare laver nogle regler, der tilgodeser kølebranchen; hvorfor der er så mange forskellige interesser på forskellige områder. Det gør det nemmere at arbejde med tingene i sin virksomhed, fordi man får en anden forståelse for, hvorfor tingene måske ikke bare kan ændres, eller hvad man KAN gøre for at ændre på tingene, siger Palle Jørgensen. 

Han meddeler, at det bestemt ikke er udelukket, at han genopstiller på et senere tidspunkt. 

Dette site benytter cookies. Ved at fortsætte accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her >

OK