Møde med miljøstyrelsen og nyt om 10-kilos reglen
Efter mødet med Arbejdstilsynet for godt 1 måned siden, var turen nu kommet til den anden af de to vigtigste myndigheder for kølefirmaer: Miljøstyrelsen. Det er blandt andet Miljøstyrelsen, der er myndighed for at håndhæve 10-kilos grænsen for køleanlæg med f-gasser i. Efter en forudgående dialog med styrelsen blev vi inviteret til dette møde.
Det blev til et godt møde med drøftelser af situationen i kølebranchen, de mange regler og love vi skal overholde og om den kontrol som Miljøstyrelsens kemikalieinspektion udfører.
Møder som disse er med til at med til at gøre kølebranchen og dens udfordringer synlige for myndighederne. Et godt, løbende samarbejde med myndighederne kan desuden være med til at rydde nogle af de sten af vejen som man kæmper med som kølefirma.
For eksempel fik vi en afklaring omkring 10-kilos grænsen i forbindelse med ombygning af køleanlæg - som omtalt herunder.
Andre af de ønsker og forslag som Dansk Køl & Varme havde taget med til mødet, skal Miljøstyrelsen først behandle. Så det håber vi at kunne fortælle mere nyt om på et senere tidspunkt.
Du kan søge om dispensation fra 10-kilos reglen når et anlæg ombygges
Som en konkret udløber af Dansk Køl & Varmes dialog med Miljøstyrelsen har vi fået Miljøstyrelsens tilsagn om, at man godt kan ansøge om dispensation for 10-kilos grænsen for f-gasser hvis den samlede GWP af et anlægs kølemiddelfyldning er lavere efter en ombygning end før ombygningen. For eksempel hvis man går ind og erstatter end del af en HFC-fyldning med HFOer.